JEG SLÆBER LUNGERNE SOM EN VÆGT

I Victor Boy Lindholms nye digtsamling JEG SLÆBER LUNGERNE SOM EN VÆGT pumpes tjæren ud af lungerne af cykelturens strabadser, bakterierne strømmer gennem blodet i årene, senerne er overanstrengte, asfalten borer sig ind i lårenes baner og vævets mørke i et styrt. Naturen og miljøet eksisterer, bølgerne ruller, vejret trækkes ind med træerne, en albinohjort, og mørket, lyset, vinteren skaber en stærk og nostalgisk følelse af en naturrigdom, som ikke kan ejes, men som langsomt visner og forandres.