Linda Castillo

Vanæret

Anbefalet af Lene Kruse, Hobro Boghandel

Vanæret er ellevte bind i serien om politichef Kate Burkholder, som voksede op som amish. Handlingen foregår i denne bog, ligesom i de andre i serien, i og omkring amishsamfundet. En ældre amishkvinde bliver brutalt myrdet, mens hun er sammen med to af sine børnebørn. Gerningsmanden tager det ene barn med sig, men efterlader det andet barn uskadt. Det går hurtigt op for Kate Burkholder, at familien holder noget skjult for hende, men det kan være svært at finde ud af hemmelighederne, når det lille amishsamfund lukker af for hende.

Jeg kan rigtig godt lide alle Castillos bøger om Kate Burkholder, fordi de for det første er gode krimier, men nogle holdbare plot, men også fordi de er anderledes end mange andre krimier, fordi de foregår i og omkring amishsamfundet, som er så meget anderledes end vores. Vanæret har, som de andre, et holdbart plot og nye indsigter i det gammeldags samfund, som gør den værd at læse.

 

 

Louise Penny

Nådestødet

Anbefalet af Lene Kruse, Hobro Boghandel

I andet bind af serien om Inspektør Gamache og Three Pines er det blevet vinter i den hyggelige og idylliske by. En kvinde er under en curlingkamp fundet død af et elektrisk stød, og Inspektør Gamache og hans hold tilkaldes og skal opklare sagen. I den døde kvindes fortid findes både hemmeligheder og fjender, og Gamaches egne fjender rykker også tættere på.
I denne bog fortsætter Louise Penny hvor hun slap med både by og persongalleri. Det er en hyggelig krimi, som til tider også viser tænder. Og når man som mig elsker den traditionelle britiske krimi, så kan man kun anbefale denne serie. Jeg glæder mig allerede til bog nummer tre udkommer på dansk.

 

Louise Penny

Mørkt motiv

Anbefalet af Lene Kruse, Hobro Boghandel

I den idylliske by Three Pines bliver en ældre dame, Jane Neal, fundet skudt en tidlig morgen. Indbyggerne i den eller trygge by, hvor alle kender alle, ønsker alle, at det er et vådeskud, som har dræbt hende, men det er det ikke. Inspektør Gamache og hans hold kommer til byen og efterforsker sagen og lærer lidt efter lidt både byens indbyggere og hemmeligheder at kende.
Denne krimi er et must for dem, der elsker den gode gamle engelske krimi – på trods af at den er skrevet af en canadier. Den har gode detaljerede beskrivelser af både mad, steder og personer. Handlingen flyder støt og roligt afsted, mens man kan sidde og gætte med på, hvem morderen er, samtidig med at man lærer hovedpersonerne at kende, og man måske ønsker sig en lille ferie i Three Pines men helst uden mord.

 

Anna Grue

Mysteriet i Genbrugsen

Anbefalet af Lene Kruse, Hobro Boghandel

Efterlønneren Anne-Maj Mortensen er frivillig i en genbrugsbutik, men pludselig dør først ét, derefter flere af de andre frivillige. Politiet mener, at de er døde af naturlige årsager, men det tror Anne-Maj ikke på, så hun begynder selv af efterforske sagen.
Anna Grue har her skrevet en rigtig hyggekrimi – man kan nærmest kalde det en Barnaby i bogform. Hun har strikket en velskrevet krimi sammen, hvor man kan slå hovedet fra og bare føle sig underholdt.

 

Guillaume Musso

Fortidens mørke

Anbefalet af Dorthe Møller, Veri Boghandel

Under en usædvanlig snestorm på Côte d'Azur i 1992 forsvinder en ung kvinde fra en gymnasiekostskole i Antibes. Vinca Rockwell på 19 år er efter sigende flygtet sammen med en lærer og ingen ser hende nogensinde igen. Sandheden om, hvad der i virkeligheden skete, skal vise sig at være stærkt foruroligende og smertelig. 

Mussos Opkald fra en engel var den første bog, som gjorde mig nysgerrig på hans forfatterskab. Virkelig anbefalelsesværdig.

 

 

Dennis Jürgensen

Løbende tjener

Anbefalet af Lene Kruse, Hobro Boghandel

Dennis Jürgensen er nok bedst kendt som ungdomsforfatter til bl.a. Kærlighed ved første hik, men han kan virkelig også strikke en supergod krimi sammen, hvor persongalleriet fra politi til forbryder er skrevet troværdigt og også underholdende.

Hovedpersonen Roland Triels hustru er blevet slået ihjel, og hans datter blev ved samme lejlighed overfaldet, men overlevede. Hun taler ikke længere pga overfaldet. Triel vil selvfølgelig gerne opklare drabet, men sagen er lukket ned, så han arbejder på den i det skjulte, selvom han egentlig ikke må. Samtidig sker der flere drab i København, som Triel bliver sat til at opklare sammen med sit team.

 

 

C.J. Tudor

Dengang Annie Thorne forsvandt

Anbefalet af Lene Kruse, Hobro Boghandel

En spændende bog i stil med Stephen King - kan klart anbefales til læsere af Stephen King. Den er svær at beskrive uden at afsløre for meget af historien, men den har uhyggen i historien, samtidig med at den også har en god krimimæssig handling.