I 1935 åbnede Danmarks første børnepsykiatriske klinik på Rigshospitalet, skønt feltet ellers ikke var lægefagligt anerkendt. Patienterne var børn, som led af sengevæderi, konflikter, kramper eller mors og fars skilsmisse. Lægerne konstaterede rask væk ”degeneration” eller ”psykopati” og vejledte forældre i håndfast håndtering eller rådede dem til at sende junior på ophold hos slægtninge i Jylland. Ganske få børn fik psykofarmaka før 1990’ernes DAMP og siden ADHD. Til trods for at børn og unges mistrivsel mere end nogensinde er i søgelyset, ved vi fortsat ikke, hvorfor flere får en diagnose. Vi debatterer stadig, om det skyldes reel mistrivsel, øget sensibilitet, en driftig medicinalindustri eller dårlig opdragelse.
Jennie Sejr Junghans, postdoc ved Syddansk Universitet, udreder børnepsykiatriens historie.
