Idrætten er i næsten alle henseender den mest omfangsrige del af dansk kulturliv. Den er langt den største modtager af offentlige midler. Den aktiverer en større del af befolkningen end nogen anden kulturel aktivitet. Den tilskrives uvurderlige kvaliteter for befolkningens identitetsfornemmelse og sammenhold. Den præger sprog og opdragelse og tilbyder legende udfoldelse, målrettet præstation, jagten på sundhed og fascinerende medieoplevelser.
Alligevel bliver kulturpolitikkens mål og principper alt for ofte tilsidesat, når idrætten gøres til genstand for politiske overvejelser og beslutninger.
Dansk idrætspolitik fortæller idrætspolitikkens historie, siden Kulturministeriet begyndte at forholde sig til idrætten i starten af 1970’erne. Perioden har været fuld af spændinger mellem den politiske respekt for idrætsorganisationernes selvstændige forvaltning af de statslige tilskud og skiftende kulturministres forsøg på at få direkte indflydelse på midlernes anvendelse.
