I den norditalienske provinsby Ferrara kæmper tradition og modernitet en lavintensiv kamp; oplysning og uvidenhed, civilisation og totalitarisme strides sløvt og ligesom umærkeligt med hinanden. Her går tiden sin sendrægtige gang i mellemkrigstidens fascistiske Italien.
Da lægen Athos Fadigati kommer til byen, er han frem for alt et moderne indslag i den søvnige provinsby. Han er venlig og diskret, og han bliver hurtigt en populær og respekteret skikkelse. Man tilgiver ham endog hans lidt for avancerede smag i kunst, og at han i biografen på bohememanér indtager de billige pladser blandt arbejderklassen. Men som årene går, og 1920’erne bliver til 1930’erne, begynder man at undre sig over hans fortsatte ungkarlestatus; rygterne flakser dovent gennem byen. Først tolereres hans homoseksualitet, men da Fadigati indleder et åbenlyst forhold til det unge, smukke og kyniske boksetalent Eraldo Deliliers, bliver det begyndelsen til hans deroute: Fadigati udnyttes og ydmyges offentligt af Deliliers.
Imens smyger en underliggende fortælling sig ind i hovedfortællingen om Fadigati. For samtidig med at Fadigati isoleres socialt, fyldes aviserne med antisemitisk hetz, og den italienske fascisme begynder trofast at følge nazismens racelære og indføre dens racelove. Romanens fortæller, en ung jødisk studerende fra det bedre borgerskab oplever en deklassering til tredjerangsborger, mens hans gruppe af ungdomsvenner går i opløsning, efterhånden som fascismen strammer grebet. Han – der ikke selv kan sige sig fri for at dele tidens homofobiske holdninger – og Fadigati knytter et stille venskab på baggrund af deres tiltagende isolation.
Giorgio Bassanis erindringsroman kortlægger de umærkelige og subtile måder, hvorpå både individer og grupper udstødes fra fællesskaber. Men som resten af Bassanis prosaværk (der kan læses uafhængigt af hinanden, men sammen danner en fortællecyklus) er De guldindfattede briller også et forsøg på at genskabe mellemkrigstidens Ferrara, på at genkalde sig den jødisk-italienske kultur, der forsvandt med holocaust, på at genskabe en verden, der er gået under. En undergang, der begynder i det stille, næsten uden dramatik, mens livet omkring de implicerede fortsætter sin vante gang, som om intet særligt er hændt.
