I 1700-tallet vrimlede København med fattige. Der var tiggere, almisselemmer, værdige og uværdige trængende, tvangsarbejdere, fornemme betlere og husarme. De husarme var fattige fra middelstanden. Ordet siger, at de var arme – fattige – der boede i hus eller havde egen husstand.
Fattigdom var nemlig ikke kun et problem for underklassen, der levede på sultegrænsen. Også folk fra samfundets bedre lag levede i konstant fare for, at ulykker, sygdom eller alder skulle sende dem på en social rutsjetur. Gik det helt galt, kunne det tvinge dem til tiggeri, på fattiggård eller i tvangsarbejdshus.
Det ville de husarme for alt i verden undgå, for de følte sig anderledes end andre fattige. De husarme skammede sig over deres fattigdom, og derfor ville de hverken tigge eller have offentlig hjælp. Det handlede om at holdefacaden, redde æren og fremstå som respektable borgere. Ellers var alt tabt.
