Digtene er knivskarpe billeder af byen som metafor for eksistens, natur og krop. Teksterne bevæger sig hen mod en helhedsopfattelse, hvor tilværelsens sammenhæng med universet fornemmes. Midt i adskillelsen og fremmedgørelsen, som kan udgøre en by, dens bygninger og menneskenes upersonlige bevægelser mellem hinanden, viser digtene hen mod en fælles samlende åndelighed. Sprog, bevidsthed og den sansede verden hænger dybest set sammen.
