Thomas er begyndt at skrive om noget, han husker. Om den sommer 12 år tidligere, hvor han og hans bror Andreas var store drenge. Den sommer, som sluttede med, at deres mor rejste til Ghana med sin nye veninde Kirstine og ikke kom levende hjem. Der er noget ved historien, Thomas må blive klogere på. Han savner stadig sin mor, og det er længe siden, at han har set sin familie.
Thomas begynder sin romanfortælling med den juniuge hjemme i Velling i Vestjylland, hvor Kirstine dukkede op i deres liv, hvor en ung pige forsvandt, og hvor Andreas spillede svalen i friluftsforestillingen om Tommelise. De populære friluftsspil ved Kaj Munks Præstegaard i Vedersø, hvor deres far boede med sin nye kone, der var præst.
Undervejs sender han kapitlerne til Andreas, et for et, men broren har svært ved at tage imod dem. Der er noget, han ikke kan forlige sig med, noget, han husker anderledes. Der er noget, han ikke siger.
Romanen kredser om, hvad der sker, når vi skriver om andre. Hvad må vi skrive, og hvem skal bestemme, hvad der skal stå? Hvordan bliver teksten til og er det altid dem, der er mest udsat i skriften, der bliver mest såret?
