Flowmatic er digte om en fucked-up verden, sønderrevet af krig og undertrykkelse. Kroppene er gået i stykker. Tiden er gået i stykker. De uidentificerbare kropsdele ligger spredt på slagmarken. Fortid og nutid sker på samme tid. Hvordan kan man tale fra dette sted, hjemsøgt af minderne? Et sted, hvor man er udsat og usynliggjort, betragtet som et udefrakommende objekt? Hvordan kan man fremstå som selvstændigt tænkende? Hvad er det udsatte menneskes sprog?
Det giver digtene i Flowmatic et poetisk og hårdtslående bud på.
