I sit berømte essay følger Linda Nochlin den tankestrøm, som hendes provokerende spørgsmål afleder. Det bliver til en analyse af de forhold, som historiens kvindelige kunstnere har levet og skabt under, og til en dekonstruktion af myten om Den Store Kunstner, der traditionelt er blevet brugt til at hylde mandlige kunstnere, som med deres medfødte, nærmest overmenneskelige evner skaber Stor Kunst.
Essayet er en klassiker inden for feministisk kunstkritik og har haft en varig indflydelse på både kunsthistorien og kønsstudier.
Det er først, når man virkelig begynder at tænke over implikationerne af spørgsmålet: “Hvorfor har der ikke været nogen store kvindelige kunstnere?” at man indser, i hvor høj grad vores opfattelse af verden har været betinget – og ofte forvrænget – af måden, hvorpå de vigtigste spørgsmål stilles.
Linda Nochlin (1931-2017) var en amerikansk professor i kunsthistorie og feminist. Hendes forfatterskab omfatter blandt andet Realism, The Politics of Vision og The Body in Pieces, men hun er bedst for kendt dette essay, hvis udgivelse og modtagelse betød et vendepunkt for både forskning i kunsthistorie og samtidens moderne kunstscene. Hendes kritik af institutionernes normaliserede diskrimination skabte en bølge af feministisk kunst, som i pagt med tiden fik lov til at fylde på de etablerede kunstmuseer.
Da hun i 1969 var ansat ved Vassar College i New York, oprettede hun og underviste i universitetets første fag om kvinder i kunsten, der vakte interesse for de oversete og glemte kvinder. Hun var selv med til at kuratere udstillingerne Global Feminisms på Brooklyn Museum og Women Artists: 1550-1950 på Los Angeles County Museum of Art, der vidnede om hendes interesse for kvindelige kunstnere over hele verden.
Bogen er illustreret og med forord af den danske kunstner Anna Stahn.
