Værket handler delvist om det fremmedgjorte individ som agerer tandhjul i samfundets maskineri, en del af en større kollektiv enhed i det senmoderne samfund. Heri tager jeg’et samtidsrelevante emner op, som sociale medier, klimaet og ensomhed. Især ensomheden og den melankolske stemning kan anes i flere af digtene, følelsen af at de individuelle muligheder og forventninger som går hånd i hånd i den teknologiske guldalder, kan blive så overvældende, at nostalgien kan blive den dominerende drivkraft – længslen efter det der aldrig var. En problemfri barndom eller antaget æstetik. I denne forbindelse opsøger lyrikkens stemme sin længsel og skæbnestrang i guderne.
