Peder Frederik Jensen tager os med gennem de rum, der har formet hans tro. Husene, haverne, kirkerne. Farverne, duftene, kompostbunken. Smerten, fryden, besynderligheden.
Han boede altid i de store huse uden for parcelhusområderne, hvor kammeraterne boede. Om det var i præstegården, domprovsteboligen eller forstanderboligen, så voksede han op på kanten af andres kvarterer. Han så hen over hegnet til det normale. Han sagde mange mærkelige ting, fordi ordene derhjemme var mærkelige. Og katten hed Kattekismus. Og han lærte at cykle i skyggen af det oldgamle kirkerum, hvor faren stod med udbredte arme og lyste velsignelsen. Men han kunne spille fodbold og var frygtløs, og det udløste billet til en plads i fællesskabet.
