Klara har sagt sin lovende forskerstilling op. En sommeraften kører hun langt op gennem Sverige og lukker sig ind i sin mormors hus, som hun netop har arvet. Langsomt nærmer hun sig de mennesker som bor i det lille samfund. En dag ved søen, hvor hun hører isen bryde, møder hun eneboeren Ditlev og aner de kræfter der også brydes i et menneske.
Da han vendte sig og med sine slæbende skridt fortsatte langs søen, vidste hun at der var mere. Et stykke henne vendte han sig og så tilbage mod hende. – Når tid er, sagde han og fortsatte. Ude over søen rugede mørket.
Kerstins hus er en gribende og tankevækkende fortælling om langsomt at spore sig ind på fortiden og familiens hemmeligheder, om komplicerede og uafklarede forhold mellem mødre og døtre og om det der forbinder os, både med hinanden, med dem som var før os, og med naturen.
Når det først blev sommer, og hun var hos Kerstin, var alle afstande overvundet, og hun var midt i alting, forbundet med alt det hun rørte ved. Nu havde hun snarere en oplevelse af at den egentlige længsel rettede sig mod det som aldrig ville kunne tilbagelægges;
