I 15 år kæmpede Godhavnsdrengene for at få en undskyldning fra den danske stat for overgreb og svigt på danske børnehjem. Deres kamp nuancerede den idealiserede historie om en velfærdsstat, som ydede omsorg og hjælp til de svageste.
Anerkendelsen fra offentligheden ændrede samtidig tidligere børnehjemsbørns muligheder for at genforhandle deres erindringer og fortælle åbent om dem. Kvinder og mænd med en barndom på vidt forskellige børnehjem begyndte at beskæftige sig aktivt med deres egen historie. Nogle fordi fortiden var omgærdet af uvished og tavshed, andre fordi deres smertelige erfaringer blev ved med at forfølge dem. Enkelte fordi de oplevede, at det ensidige fokus på fortidens skyggesider ikke gav plads til deres gode barndomsminder
