Selv her, hvor han ved, at der er ikke langt igen, lykkes det Ole Jensen at give en usentimental beskrivelse af sin udsigtsløse situation. Han lider ikke af den selvmedlidenhed, der forhindrer andre i at lide med. Livet er på én gang vidunderligt og smerteligt. Det ender ikke i harmoni. Harmoni er i dette liv noget momentant ligesom troen.”Jeg tvivler på, at jeg en dag stille og roligt vil kunne forsone mig med døden, min egen og døden som sådan. Jeg stritter imod og vil have mere og er ikke spor nysgerrig efter, hvad det måtte være bag døden”. Ole Jensen døde uforsonet med døden, men med en grundfæstet tro på opstandelsen.
