Céleste Albaret var Marcel Prousts husholderske og eneste fortrolige i hans livs sidste otte år, 1913-1922, hvor han lige til det sidste skrev på den roman, han var begyndt på for flere år siden: På sporet af den tabte tid.
Proust isolerede sig og undlod helst at forlade sit arbejdsrum, sengen. Gik han ud eller modtog gæster, var det som regel et led i en research til romanen.
Céleste tilså ham, kendte hans vaner, havde samtaler med ham, tilberedte hans café au lait. Hun fandt sig i hans bizarre manier og forfængelighed, og var der straks, når han forlangte det mindste. Hun var ved hans side, da han døde.
Gennem hendes erindringer, der først blev nedskrevet da hun var 82, kommer vi til en nærmere forståelse af Proust som menneske, hans arbejdsmetode, hans vedholdende optagethed af værket og hans kamp mod sygdommen og døden.
