Da Idas mand Asbjørn dør af kræft, står hun midt i det, der ligner en ubærlig sorg: Praktikken omkring dødsfaldet foregår som i en tåge, hvor hun støtter sig til sønnen Peter.
Efter et langt liv, hvor hun næsten kun har været kendt som “bådebyggerens kone”, tænker Ida tilbage på hendes og Asbjørns ægteskab, der var mærket af hans utroskab og opfarende temperament, som Ida har synlige ar efter.
Det bliver et år, hvor Ida vakler i sin eksistens, hvor sorgen over Asbjørn bliver en frigørelse, og hvor hun gennem naturen igen finder sin identitet og modet til at være Ida.
