En småkold oktoberdag i 1951 bliver Clara bisat i absolut stilhed. Hendes mand Carl har bedt den bistående pastor om ikke at tale om den afdøde. Tavsheden skyldes bl.a., at Clara ender sine dage på en sindssygeanstalt i Nordsjælland. Her var hun afskåret fra kontakt med sine børn, der først efter faderens død finder hendes breve og erfarer, hvad der var sket.
De fleste familier har hemmeligheder, men måden, vi forstår og behandler sindslidelser på, har ændret sig drastisk gennem de sidste hundrede år. Fra at have været skjult, fortiet og primært håndteret i familiens private rum, diskuteres udfordrede sind og psykiatriske diagnoser nu langt mere åbent, både offentligt og privat.
Ved at kombinere vidt forskellige kilder – skønlitteratur, patientjournaler og interviews – med brudstykker af forfatterens egen familiehistorie kaster Sygdom og skam lys over, hvordan synet på og den levede erfaring af psykisk sygdom har forandret sig med kulturelle og politiske udviklinger i velfærdsstatens Danmark, og hvordan familiehistorie, velfærdshistorie og psykiatrihistorie har påvirket hinanden i forskellige perioder.
Vi kan aldrig komme helt tæt på fortidens oplevelser af psykiske sygdomme. Men det billede, som kilderne i denne bog tilsammen danner, flytter blikket på psykisk sygdom fra at være et fortrinsvis individuelt problem til et mere kollektivt, inter-socialt anliggende. Derigennem kaster den nyt lys over sider af vores fælles historie, som endnu ikke er fortalt, og bidrager til at nuancere de aktuelle debatter om psykiatriens udvikling og rolle i dag.
Marie Meier (f. 1979) er ph.d. i historie fra Københavns Universitet og har en baggrund fra litteraturvidenskab i København og Berlin. Hun er p.t. er ansat som forsker ved Københavns Universitet, Institut for Kommunikation, og desuden underviser og assisterende programdirektør hos DIS – Study Abroad in Scandinavia.
