For Esben Kjær handler tro om at overgive sig – til egen magtesløshed og til noget større, der styrer, når man ikke selv gør.
Som et ellers moderne, kritisk tænkende og oplyst menneske i velfærdsdanmark tvang sønnens død Esben Kjær til at fjerne sig fra forestillingen om at være “Gud i eget liv” og overgive sig til, at det er Gud, der er Gud. Fjerne sig fra troen som en intellektuel øvelse og overgive sig til en tro, der kan bære og støtte – og til en gud, der er stærk nok til jobbet. Flytte troen ud af hovedet og ned i hjertet. Men hvad kan man tro på oven på en så stor tragedie?
Tvivlen er en konstant følgesvend, og det er et stadigt arbejde at styrke og udforske troen. For hvad er en tro værd, hvis den ikke kan holde gennem livets ulykker, mørke og nedture? Hvor meget er Gud værd, hvis man alligevel selv sidder alene tilbage med Sorteper?
Med blik for tilværelsens mysterium og guddommelighed var Esben Kjær gennem ungdommen interesseret i forskellige spirituelle forståelser af verden – men de pegede alle på mennesket som verdens centrum. Senere i livet nærmede han sig kristendommen, og han blev optaget af Gud og af troens væsen og af sin egen utilstrækkelighed.
