I 1864 erklærede en af tidens største statsmænd sig for ”meget stærk skandinav”. Ordene er Otto von Bismarcks. Den preussiske politiker forenede Tyskland og var også parat til at samle Skandinavien. Det samme var Napoleon III og dronning Victoria. 1800-tallets tankegang var, at Europa naturligt ville få færre, men større stater, som det skete for Italien og Tyskland, hvis talrige stater blev forenet gennem krig. Derfor måtte små nationer enten forene sig eller gå under.
Frygten for undergang fik radikale revolutionære, fremtrædende politikere og kongelige til at stræbe efter at samle Sverige, Norge og Danmark i en union. På trods af konkrete forfatningsudkast og hemmelige forhandlinger blev skandinavismen aldrig virkelighed. Det har fået historikere til at afskrive den som en sværmerisk fantasi, mens de har set de tre skandinaviske nationalstater som historiens uundgåelige afslutning.
Union eller undergang fortæller en helt anden historie og viser alvorlige planer om statskup, krig, bortførelse af den danske kongefamilie, revolution og indsættelse af Sverige og Norges konge på den danske trone.
