Det nye salmebogstillæg samler de 100 bedste nye salmer fra de sidste årtier. Salmebogen indeholder noder med becifringer.
Af de 791 salmer, der i 2003 kom med i den nye salmebog, er omkring 100 salmer af nyere dato (dvs. under 100 år gamle). Men både før – og ikke mindst efter – salmebogen udkom, er salmedigtningen i Danmark blomstret voldsomt op.
De nye salmer er meget brugte og værdsatte. Ikke mindst letter de adgangen til sang og musik i kirken for dem, der ikke er velbevandrede i kirkens og salmedigtningens tradition, herunder børn og unge.
Forfatterne er Lisbeth Smedegaard Andersen, Holger Lissner, Iben Krogsdal, Lars Busk Sørensen, Simon Grotrian, Hans Anker Jørgensen og mange flere. Redaktionsgruppen har udvalgt salmerne efter deres sproglige, teologiske og musiske kvalitet. Desuden har de sørget for, at salmerne tilsammen udgør en bredde, der afspejler den teologiske og folkelige bredde i folkekirken.