Misundelse er en grim ting. Misundelsen er en af de syv dødssynder. Og i en verden som vores, hvor vi får fortalt, at vi som moderne kvinder kan blive, hvad vi vil, hvis bare vi vil det nok; hvor søstersind er på dagsordenen; hvor kvinder danner fællesskaber og bakker hinanden op og lader konkurrence vige for alliance, er misundelsen ikke just en følelse, vi går rundt og skilter med.
Men hvorfor er misundelsen så farlig og forbudt? Er den ikke blot en følelse som alle andre? Hvorfor skal den skjules og gemmes af vejen? Er man et dårligt og umoralsk menneske, hvis man indimellem har svært ved at mærke den helt oprigtige og ubetingede glæde pa° andres vegne? Eller har vi alle sammen prøvet at føle misundelse – også selvom vi ikke helt vil sta° ved det?
I bogen deler forfatteren ud af sine egne erfaringer med den skamfulde følelse. Hun tager læse- ren med ind i de allermørkeste tanker, hvor misundelsens grimmeste væsen viser sig, og hvor det grønne monster ligger pa° lur, klar til at angribe. Hvor det ikke kun handler om at ønske sig noget, andre har, men ogsa° om at ønske, at andre slet ikke havde det.
Med afsæt i personlige fortællinger kommer bogen rundt om en lang række emner, der pa° forskellig vis har relation til misundelsen. Den behandler ensomhed, nederlag, mindreværdsfølelser og ba°de sma°, store og afgørende begivenheder i livet, som alle har været med til at skabe grobund for skam, sammenligningssyge og svære følelser. Gennem kapitler, der omhandler alt fra hævnfølelser og vejninger hos skolesundhedsplejersken til økonomi, tyveri og polterabend-komplekser, tager bogen os med ind, hvor det gør allermest ondt. Men den sætter ogsa° spørgsma°lstegn ved det forkerte i følelsen og insisterer pa°, at det ikke er misundelsen i sig selv, der er forkert, men derimod de reaktioner, omverdenen møder den med.
For hvad nu, hvis vi ikke gik og skulle gemme misundelsen af vejen, men i stedet turde tale om den og sta° ved den? Hvad nu, hvis vores omverden ikke rynkede pa° næsen og vendte ryggen til, fordi misundelse er en grim ting, men derimod lod os tale om alt det svære og rummede og omfavnede os – ogsa° na°r vores følelser ikke var helt polerede? Var Snehvides stedmor virkelig sa° ond, som vi altid fa°r fortalt? Eller var hun blot ensom, misforsta°et og et offer for samfundets ulidelige fokus pa° ungdom og skønhed? Og ville hun have handlet anderledes, hvis hun var blevet mødt med omsorg og forsta°else, da hun første gang mærkede misundelsen gnave?
