Efter den foregående lange suite om apachekrigene og Blueberrys tilværelse som fredløs – og hans endelige rehabilitering – er Arizona Love et overgangsalbum, hvor den tidligere kavaleriløjtnant forsøger at etablere sig som civil borger. Og helst i selskab med hans gamle kærlighed Chihuahua Pearl!
Albummet Mister Blueberry indleder den sidste store suite, der strækker sig over fem album plus ekstralbummet ”Apache”, hvor temaerne er pokerspil, shamanisme, Blueberrys forhold til indianerhøvdingen Geronimo – og den berømte skudduel ved O.K. Corall i byen Tombstone i 1881 mellem på den ene side sheriffen Wyatt Earp og hans brødre samt tandlægen og revolvermanden Doc Holiday, og på den anden side egnens desperadoer og kvægtyve, brødrene McLaury og brødrene Clanton.