Vi lever ifølge forfatterne i en krisetid. Vores fælles kultur er i forfald, og symptomerne ses bl.a. i den modernistiske kunst, der forekommer uforståelig og uden håb. Kulturen har brug for nyt liv, en ny renæssance.
Det moderne er fortid er et modsvar til det kulturelle forfald, der præger vores tid og har gjort det de sidste godt 100 år. Et opgør er nødvendigt: Der er brug for at revitalisere vores kultur ved at gøre op med den moderne, progressive ideologi og i stedet genskabe forbindelsen med traditionen. For at komme frem må vi gå tilbage og lære af fortiden.
Thomas Kluges malerier er bogens klangbund. De handler om, hvor vi som mennesker, som danskere og som vesterlændinge står i en urolig verden, og hvor vi er på vej hen – hvad vores kultur og eksistens bør bygge på. Ved at give nyt liv til vores kultur kan der skabes håb om en fælles fremtid, der bygger på det, vi kender og holder af, men er ved at miste kontakten til.