For første gang er der skrevet en bog til alle de ”stakkels” gra° eminencer i de danske ridehuse. Med andre ord en bog til de tusindvis af fædre til ridepiger, som dag ud og dag ind pakker bilen, kører deres rytter-poder til træning, muger ud i ponyens boks og til med fa°r lov til at betale for det.
Bogen er en letlæselig, humoristisk hjælp i et maskulint sprog. Der er tale om en blanding af faglitteratur og humor og en samling af alt det, forfatteren selv manglede at vide, dengang hans datter begyndte til ridning. Med Ponyfar i baglommen vil ponyfædre – der som forfatteren indimellem føler sig ba°de dumme og uvidende – være til at tage kampen op i de danske stalde, som oftest er tapetseret med østrogen og befolket af kvinder, som har redet hele livet. Som enlig hingst i en fold fuld af hopper skulle man tro, at lykken var gjort, men nej. For der er sa° meget, en Ponyfar ikke forsta°r.
Ponyfar er ogsa° ham, som ofte er lidt udenfor, og som prøver at gøre det sa° godt som muligt uden at ga° i vejen for konen og datteren, na°r de vimser rundt om ponydyret. Ponyfar er, na°r sandheden skal frem, en blanding af en joke og en klippe. En joke, fordi han ikke ved noget om ponyer og nogle gange endda er bange for dem, og en klippe, fordi han altid er der – til trods for dette.
