Der er ikke meget poetisk ved en hjernesvulst. De billedrige skildringer i Oddfríður Marni Rasmussens roman om forfatteren Janus, der oplever sin kone Elsas kamp i et sygdomsforløb uden håb, er imidlertid ikke kun rå men indimellem også overraskende lyriske.
"Først når ..." handler om kærlighed, om fortvivlelse, styrke og afmagt og måske mest af alt om at miste kontrol. Svulsten bryder ind i Elsas bevidsthed og parrets tilværelse som en mørk næve og reducerer deres samtaler til få ord og rim.
Det er Rasmussens fine dobbeltgreb, at skildringen af kærligheden og sygdommen væves sammen med Janus’ umiddelbare reaktion og forsøg på at beskrive forløbet og den dødende ved at “søge i det dunkle og skrive på det hvide”, som der står i begyndelsen og slutningen af romanen.
