Uddannelsesverdenen er en slagmark. Der udspiller sig en kamp om dannelsen, om formningen af fremtidens borger og de fællesskaber, de skal indgå i. På den ene side findes en position med politisk-administrative fremtidsteknikere. På den anden side en pædagogisk-konservativ længsel efter en tid, der aldrig har været.
Kampen er intens, men parternes strid fordummer os frem for at gøre os klogere. Imens forpasser vi, argumenterer Stefan Hermann, muligheden for at diskutere, hvad der ville være bedst for vores uddannelsessystem og for de kommende generationer, der skal dannes i det.
