Bogen rummer portrætter af en række vigtige klosterplanter, der har været brugt, og nogle som stadig bruges som lægeplanter.
I Middelalderen ankom en sand hærskare af kristne munke og nonner til Norden fra Mellem- og Sydeuropa. Nogle af dem var vegetarer - noget meget nyt i tiden. Den vegetariske livsstil gjorde det naturligt for disse munke at dyrke velassorterede køkkenhaver.
Selvforsyning med lægeplanter var også vigtigt. Klostrene drev hospitaler og havde brug for store mængder urter i god kvalitet.
Der blev bygget over 100 klostre i Danmark, mange af dem havde lægeplantehaver. Desværre er ingen af disse kloster- eller herregårds-haver blevet bevaret for eftertiden. Men ved klostre og i lægeplantehaver kan man stadig se en lang række af de lægeplanter, som munke og nonner førte til Danmark. Nogle har endda overlevet som frø fra dengang.