En bog om det lægelige skøn og etiske dilemmaer med omdrejningspunkt i DR-dokumentaren 'Pigen der ikke ville dø'.
Efter DR-dokumentaren ’Pigen der ikke ville dø’ blev sendt 10. oktober 2012, skete der en kaotisk omvæltning i Benedicte Dahlerups liv. Hun valgte til sidst at gå på pension, da det lægelige skøn blev kriminaliseret og konferencebeslutninger betvivlet, hvilket medførte, at Benedicte Dahlerup blev sigtet af politiet og kom i Sundhedsstyrelsens ’gabestok’.
Som det fremgår af bogen, endte usandheder med at blive til sandheder efter en fejlbelagt sagsbehandling i nævnene, specielt i Styrelsen for Patientsikkerhed, samt manglende opbakning fra hospitalet. Benedicte Dahlerup klagede efterfølgende til Folketingets Ombudsmand, som efter mere end to års sagsbehandling vurderede, at der ikke var grundlag for at kritisere Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns sagsbehandling i det omfang, han valgte at undersøge sagen.
Nu er det op til læserne selv at vurdere nævnenes sagsbehandling i fuldt omfang, og de konsekvenser der kan være for sundhedspersonale og patienters retssikkerhed.