“Gradvist går det op for læseren, at der er en anden historie under al halløjet. Selvom Megg og hendes bande af slackere oplever lidt af hvert, er stofferne en slags selvmedicinering, der dog kun fører til apati og depression. Og her taler vi ikke om melankoli af den slags, der kan kureres med urtete og fodmassage.
Megg får hallucinationer om sine venner som kadavere, og depressionen fylder hendes drømme med floder af sort mudder. (...)
