Sammen med en lang række af Danmarks absolut bedste sportsfolk undersøger forfatterne – en fodboldtræner og en ledelsesforsker – hvad det har af konsekvenser, når man ikke primært er motiveret af at vinde, men føler sig forpligtet af sit talent til at sætte sig spor på anden måde. Ofte bliver de misforstået med et potentielt talenttab til følge. Vi tror ofte, at topatleters primære drivkraft er at vinde. At de sætter sig mål, og at deres karriere og motivation kulminerer, når de løfter trofæet eller får guldmedaljen om halsen. Men langt fra alle har det sådan. Nogle dyrker deres sport for at vinde, andre ønsker at gøre en forskel. Andre igen er i konkurrence med sig selv og søger ikke sejrens ydre sødme. Alle vil gerne vinde, men sejr er ikke den primære drivkraft for alle. De atleter, hvis primære drivkraft ikke er at vinde, bliver ofte misforstået i en verden, der hylder de ydre præstationer. Når de bliver mødt med præstationskrav og resultatmål, mister de motivationen, de mister meningen med at dyrke deres sport, og de mister sig selv. I mødet med præstationskulturen indstiller nogle karrieren, før den overhovedet er kommet i gang, mens andre præsterer ringere og ringere, fordi deres flamme ikke længere brænder rent. Nogle bliver sat af holdet, fordi de bliver opfattet som arrogante, fordi de ikke motiveres af de målsætninger, de mødes med. Alt i alt er der risiko for et ødelæggende talenttab, hvis man ikke forstår, hvad disse atleter er drevet af, og hvordan de skal ledes.
