‘Nietzsche. Memorandum’ (1945) er Georges Batailles indflydelsesrige udvalg af Friedrich Nietzsches aforismer og optegnelser. Udvalget ledsages af Batailles egne anvisninger til en særlig tolkning af Nietzsche, der skulle vriste den tyske tænker fri fra nazisternes politiske misbrug og søsteren Elizabeths redigering. Bogens modsvar – en ny anti-politisk sammensætning af Nietzsche – fik dermed stor betydning for, at man i efterkrigstiden igen læste Nietzsche som en afgørende, eksistentiel tænker.