I 2007 får ICP, International Center of Photography, fat i nogle kasser der indeholder materiale man har anset for tabt, nemlig negativerne til fotografier taget af Robert Capa (André Friedmann) og Gerda Taro (Pohorylle) under den spanske borgerkrig. Gerda Taro opnåede en kort berømmelse i sin samtid og betragtes som den første kvindelige krigsfotograf. Hun omkom i 1937 som bare 26-årig; begravelsen, der var arrangeret af det franske kommunistparti, havde deltagelse af tusindvis af mennesker. Gravstedet på Père Lachaise Cementary er smykket med et monument af Alberto Giacometti. Hun er tidligere blevet opfattet som Robert Capas assistent, men de senere år er det blevet tydeligt at hun spiller en selvstændig rolle og står bag adskillige fotografier. Historien om hende er både historien om kvinden der blev glemt efter sin død, og beskrivelsen af et vigtigt kapitel i Europas historie. Den fortælles af vennerne fra 1930’ernes Europa, unge jøder der samles i Paris (hvor de ikke betragtes med milde øjne) og siden overlever ved at flygte (til henholdsvis USA og Italien), bl.a. Willy Chardack og Georg Kuritzkes (der også begge forelsker sig i Gerda Taro) og veninden Ruth Cerf. Romanen er illustreret.
