Bill Gates’ formulering af den opgave, som klimaforandringerne stiller os over for, er lige så enkel, som den er ambitiøs: Vi skal nedbringe den årlige globale udledning af drivhusgasser fra de nuværende 51 mia. tons til... nul!
I denne vigtige og velunderbyggede bog fremlægger han en omfattende, praktisk – og letforståelig – plan for, hvordan verden kan nå dette mål i tide til at undgå en klimakatastrofe.
Som teknologiudvikler har Bill Gates erfaret, hvordan ny teknologi og innovation kan forandre verden. Med afsæt i denne erfaring beskriver han de områder, hvor teknologien allerede bidrager til at reducere CO2-udledningerne, hvor og hvordan den nuværende teknologi kan bringes til at fungere mere effektivt, hvor der er brug for teknologiske gennembrud, og hvem der arbejder på disse helt nødvendige innovationer.
Endelig fremlægger han en konkret, praktisk plan for at nå målet om at få CO2-udledningerne ned på nul, idet han ikke alene foreslår politiske målsætninger, som regeringer bør arbejde ud fra, men også hvad vi som enkeltpersoner kan gøre for at holde vores regeringer, vores arbejdsgivere og os selv ansvarlige i denne livsvigtige kamp for klimaet.