Eve Babitz kan med rette beskrives som festudgaven af Joan Didion, af hvem hun altid har stået i skyggen. Fra Los Angeles med Stravinsky som gudfar og som 20-årig berømt foreviget, da hun nøgen spillede skak med Marcel Duchamp. Babitz festede igennem sin ungdom, men stoppede i tide og undgik den skæbne som rigdom, berømmelse og uanede muligheder ofte fører med sig. Temaer, som Babitz efterfølgende har bygget et forfatterskab op omkring.
Eve Babitz vækker et sted, en tid og en stemning til live, som få andre. Los Angeles og Sunset Boulevard i begyndelsen af 1970'erne. Babitz svømmede i berømmelse, berømtheder og toppen af populærkulturen i samme periode. Romanen er et yderst velskrevet vidnesbyrd med en nerve og drive, som gør det bemærkelsesværdigt, at den ikke tidligere er udkommet på dansk.
Engang da jeg var femten, gik jeg hen ad de mennesketomme fortove en hel eftermiddag i 43 graders varme bare for at få fornemmelsen af den tørre vind, alene. Alle andre var krøbet i skjul inden døre. Jeg kender den vind på samme måde, som eskimoerne kender deres sne.
