Med undertitlen, ”Du planlægger vel ikke at dø, Pia?” deler digteren, som ejer hverken gods eller guld, ud af det lidt hun dog råder over samt de sansninger, som livet har budt hende i mødet med andre. Og når alt er slut, så er det det.
Med digtsamlingen, der har været seks år undervejs, testamenterer Pia Busk bl.a. daggryet til Amalie, de falske lange negle til Helle Thorning-Schmidt, stilheden til manden, der tog hendes mødom, vibratoren til veninden Lise, og digterens klitoris går til Leonardo DiCaprio.
Hvor Pia Busks liv nok er nøjsomt rent materielt, mangler der ikke noget i glæden over venskaberne, elskerne, smøgerne, vinglassene og latinerlivet omkring Nansensgade i København. Den seksuelle drift og mødet mellem kroppe er, som i Pia Busks tidligere digte, en raison d’etre, hvor det gælder om at tage for sig på begærets store tag-selv-bord.
