Morten Søndergaard skriver i digtsamlingen TIL om forbindelsen mellem sprog og verden, om tilblivelsen, tilsynekomsten og tilfældets betydning for den kunstneriske skabelse. Digteren opholder sig på et bjerg i Pietrasanta i Italien, hvor han på skråningerne passer oliventræer, vinranker og bier. Med hundrede procent lydhørhed og sanselig omgang med verden skriver han sig ind på dagene, begivenhederne og tilfældet som noget, man kan vælge at gribe og gå ind i. TIL åbner et kunstnerisk rum, på en gang intimt og verdensvendt. Morten Søndergaard har i hele sit forfatterskab kredset om, hvordan ordene bliver til, hvordan kunstnerisk skabelse bliver en central del af digterens forsøg på at gå i forbindelse med verden, få adgang til den og få lov at være i den.
