Fuglen faldt brat, jeg faldt brat, kunne ingenting styre, kunne ikke holde igen på noget. Pludselig var der skrigende stemmer overalt omkring os, og jorden kom styrtende op imod mig, dødt, forkert, jeg slap byttet helt og så det falde ned mod den døde plet mens jeg selv i sidste øjeblik fik vingerne igen og rettede op, steg, baskede og fløj, et bytte fattigere, men i live.
De skrigende stemmer holdt ikke op.
Og jeg fløj ingen steder. Jeg lå på jorden og stirrede op i himlen og hørte Josefine K hulke hysterisk, mens Markus’ blege ansigt svømmede et eller andet sted over mig med en meget stor rund mørk og åben mund.
”Hent en lærer!” var der en der råbte.
”Vi skal ikke bruge en lærer,” sagde Oscar sammenbidt og var allerede ved at taste noget på sin mobil. ”Vi skal bruge en ambulance.”
Clara er begyndt at drømme. Sære drømme hvor hun har vinger og kløer, eller kryber hen ad jorden som en snog. Det ville være helt fint hvis hun lå i sin seng mens hun drømte, men det gør hun bare ikke. Hun er lysvågen. Og nogle af drømmene er alt, alt for virkelige …
Kimæras hævn er tredje bog i Lene Kaaberbøls meget populære Vildheks-serie.
