Det er fyrre år siden, at François Bourgeon lancerede sit storslåede, historiske periodedrama Vindens passagerer, der blev en af tidens mest bemærkelsesværdige og indflydelsesrige tegneserier for voksne. Med sin kraftfulde blanding af detaljerede maritime miljøer, blodige begivenheder – og samtidig en udpræget kønspolitisk og social undertone med den handlekraftige og seksuelt selvbevidste unge pige Isa i hovedrollen – var både mandlige og kvindelige læsere begejstret for de fem første bind, der i sin helhed må betragtes som en kraftpræstation af en mastodontisk graphic novel. Cobolt udgav den samlede udgave i 2011.