LABAN DET’ EN HEM’LIGHED

Det er Melodi Grand Prix-aften i Danmark. TV-byens foyer er fyldt med mennesker, da regissøren henter mig og mine musikere og følger os ind gennem den tunge dør til studiet, hvor vi indtager de positioner på scenepodiet, som er aftalt med DR’s producer Jens Bom. 
Scenen skifter. 
Optagelsen går i gang. Da introen til “Det En Hem’lighed” med sit hav af bouzoukier og Luciennes og mit kor vælder ud og fylder TV-studiet, får jeg gåsehud over hele kroppen. Kærlige tanker strejfer Lucienne, som jeg ved sidder hjemme og følger slagets gang. 

Det er, som om stjernedrys daler ned fra himmelhvælvet, nedover mig og musikerne. En smuk lyd, vi har skabt i skøn forening. Jeg kan mærke alle muskler i kroppen slappe af. Roen sænker sig, for jeg ved, at de musikere, der står bag mig, er så scenevante, at de ikke er afhængige af, hvad jeg gør. Alt er godt lige nu. 

I et kort glimt ud ad øjenkrogen får jeg øje på “Mylle”, som ikke er på skærmen i øjeblikket. Omgivet af skønne kvinder står han selvfølgelig og smiler. I et splitsekund tænker jeg, at hvis hans glade smil er direkte til mig, så er det måske fordi, hans ønske om at få mig i Dansk Melodi Grand Prix med min Hem’lighed er blevet til virkelighed. 

Mon han kender til det følelsesmæssige morads, jeg har været igennem? Ved han, at min livsdrøm og Labanssuccesfulde karriere har været på kollisionskurs i forløbet? Alt kan stå og falde med min beslutning om selv at synge “Det’ En Hem’lighed” … Ved han, hvad det har kostet mentalt, at jeg nu står her? Det tror jeg ikke. Jeg tænker: Det vil jeg fortælle ham … en skønne dag. 

Jeg bevæger mig rundt på scenepodiet med en overvældende følelse af at være i nuet, vel vidende at minkarriere kan være slut i morgen. Kameraerne følger mine mindste bevægelser. Få trin frem mod podiets kant… så vender jeg og går tilbage til positionen foran musikerne. Jeg smiler. Det kan seerne ikke se, men jeg håber inderligt, at mit smil fortæller musikerne, hvad det betyder for mig at være på scenen med dem, lige her og nu. Så kører TV-kameraet over på Søren Jacobsen, der ser så tindrende lykkelig ud, at jeg helt glemmer nervøsiteten. Sikke en flok flotte fyre.