PÅ MIN HUDS SORTHED

Aaiún Nin debuterer med digtsamlingen På min huds sorthed. Digtene kredser om kroppen – den sorte krop, queer-kroppen, kroppe på flugt og den vold og undertrykkelse, kroppen konfronteres med. 

På min huds sorthed bevæger sig fra Angola, hvor kolonitiden stadig trækker spor gennem familien og samfundet, over Middelhavet til Europa og København. Udspændt mellem to geografier skriver Aaiún Nin om at være sort i verden og om at føle sig hjemløs i den. Om overlevelse og om at forsøge at leve sit eget liv. Om seksualitet og sprog som steder at være, når man ikke har noget hjem. Aaiún Nin skriver politisk og med vrede, mod og håb. Det er poesi, der lyser af talent og protest.